FOA havde i går de første forhandlinger med arbejdsgiverne i DI, som FOA har en række overenskomster med.
I går drejede møderne sig om tre overenskomster: Den for handicaphjælpere, den for vikarbureauer inden for ældreplejen og den for fritvalgsfirmaer.
I alle tre tilfælde var der tale om det første møde, hvor man udveksler krav og tager en overordnet snak om dem.
I venteposition
”Møderne bar klart præg af, at vi venter på, at industrien og transportområdet får lagt rammerne for, hvad alle andre områder kan opnå,” siger Jakob Bang til foa.dk. Han er forbundssekretær i FOA og ansvarlig for forhandlingerne.
FOA fremlagde sine krav på skrift. De kan læses ved at følge linkene i boksen her til højre.
Arbejdsgiverne fremlagde kun få krav og ikke på skrift, hvilket efter sigende er kulturen i DI.
Samme lønudvikling
På fritvalgsområdet er det FOAs hovedkrav, at de ansattes løn skal stige lige så meget som hos kollegerne i kommunerne.
”De ansatte i disse firmaer leverer jo det samme som deres kolleger i den kommunale ældrepleje. Så det vil være urimeligt, hvis de ikke skal have det samme, som vi opnåede i 2008 i kommunerne,” siger Jakob Bang.
FOAs lønkrav blev ikke kommenteret af arbejdsgiverne, oplyser han.
Krav om talsmand
I forhandlingerne med vikarbureauerne er et af FOAs hovedkrav ud over mere i løn at få en talsmand eller lignende for de ansatte. Vedkommende skal være med til at sikre, at de ansatte faktisk får de vilkår, der er aftalt i overenskomsten.
Det er den funktion, som tillidsrepræsentanter har på andre arbejdspladser, hvor de så har en særlig beskyttelse i deres ansættelse.
”Det kan vi ikke direkte kopiere over i vikarbureauer, hvor man i sagens natur er løst ansat. Men vi må finde en løsning, så de ansatte har en repræsentant, der er med til at sikre ordnede forhold,” siger Jakob Bang.
Handicaphjælper-OK bruges ikke
På mødet om handicaphjælpere talte man mest om, hvordan man sikrer, at overenskomsten faktisk bliver brugt.
Det sker nemlig ikke i dag. Det skyldes, at mange kommuner ikke afsætter den nødvendige økonomi til, at handicaphjælperne kan få den løn og øvrige vilkår, der er aftalt.
”Arbejdsgiverne er enige med os i, at det er et problem, og vi vil nu i FOA udarbejde nogle forslag til konkrete initiativer,” siger Jakob Bang.